Uretfærdig kontrolafgift og klar forskelsbehandling
Den 6. december 2025 modtog jeg en kontrolafgift på Kgs. Nytorv, som jeg oplever som direkte uretfærdig og et klart udtryk for forskelsbehandling. Det var en af årets største julefrokostdage, perronen var ekstremt overfyldt, og det var reelt næsten umuligt at komme med metroen. Min veninde og jeg steg ind, mens dørene lukkede – tydeligvis til stor irritation for kontrolløren. Umiddelbart efter, mens toget stadig holdt stille på stationen, aktiverede vi begge Rejsekort-appen, hvilket kontrolløren tydeligt observerede.
Alligevel gik kontrolløren direkte hen til mig og påstod, at jeg burde have checket ind “så snart jeg trådte ind på stationen”. Jeg forklarede roligt, at både min veninde og jeg havde checket ind med det samme, vi stod i toget, men det var åbenlyst, at han ikke havde nogen interesse i at lytte eller forstå situationen.
Jeg var den eneste, der modtog en kontrolafgift. Min veninde, som gjorde præcis det samme, fik ingen bøde, og andre passagerer i samme situation blev heller ikke kontrolleret. Kontrolløren fortsatte desuden ikke med at foretage billetkontrol efterfølgende. Det efterlod et meget klart indtryk af vilkårlig udvælgelse og forskelsbehandling.
Kontrollørens opførsel var demonstrativ, unødigt hård og ude af proportioner. Hele situationen fremstod langt mere som en strafreaktion på, at jeg nåede ind, mens dørene lukkede, end som en saglig og objektiv billetkontrol.
Jeg bruger metroen ofte, betaler altid for mine rejser og har aldrig tidligere modtaget en kontrolafgift. Jeg har ingen historik for snyd og ingen vane for at undlade betaling. Netop derfor burde sagen også være blevet vurderet i lyset af min dokumenterede rejsehistorik og tydelige intention om at betale – ikke alene ud fra en rigid, teknisk fortolkning af reglerne.
Som loyal kunde forventer jeg ensartet, fair og proportionel behandling. Det her forløb har haft en markant negativ indvirkning på min tillid til Metroservice. Det føltes ikke som en reel billetkontrol, men som målrettet og uretfærdig sanktionering af én enkelt passager, mens andre i samme situation gik fri.