Bornholms Hospital Arvostelua 

Mange tak til jeres søde og venlige personale som meget professionelt og venligt tog imod på akutmodtagelsen og udviste stor kompetance, man følte sig virkelig i gode hænder.
Mvh Torben Meyer

Hvis du gerne vil overleve og være rask eller ikke være handicappet så holder dig væk fra Bornholms Hospital

De afviser folk med klar krav på behandling

Fantastisk personale, som handlede yderst effektivt og professionelt både i akutmodtagelsen og på afdeling efter indlæggelse. Samtidig er der smil og stor hjælpsomhed fra alle. Mega glad for vores hospital her på øen.

Det kan ikke undre nogen, at så mange unge bornholmere dør af for sent opdaget/ behandlet kræft. Deres afd for gynækologi og onkologogi sejler uden styring og koordinering. Og hvis man kontakter ledelsen for at sætte skub i eller få styr på tingene, henvises der bare til deres jurist og styrelsen for patientklager. De stikker hovedet i busken og har ingen ansvarsfølelse for deres patienter. Så meget for pengegriske pendlerlæger.
Søg for guds skyld frit sygehusvalg hvis du har muligheden.

min kone skulle have nyt knæ, var sat til privat hospital , men den aflyste Bornholms Hospital, da de kunne nå det inden for behandlings gantien, så langt så godt, ok vil møder op om morgen den 19, og alt med indlæggelse begynder, der bliver lagt nål og taget mål og alt hvad der skal til, får at vide at hun skal under kniven kl.1330, ok lang tid til og hun ligger på gangen, kl. 1345 kommer der en læge og fortæller at operationen er aflyst, kirugen kn ikke nå det, så nu er det tilbage til privat hospital,,,
Vores tiltro til vores( endste ) er slet ikke til stede mere, vil til en hver tid vælge et andet hospital, som vi gør med vores datter , der har diabetes

Ligger med stærke smerter beder om hjælp men fik ikke hjælp har Ligget hele natten uden hjælp svaret var bare fra sygeplejerske hvad skal jeg gør tja mene ikke det er mig der er læge så hvad skal jeg svare andet end jeg har stærke smerter så fik og har stadig ikke modtaget hjælp

Har haft kontakt til rejsekontoret 4 gange/3 md. : Ved 3 af disse var tilgængeligheden reduceret på grund af sygdom, og man behandlede kun rejser indenfor 3 dage. Det er ikke brugbart for øvrig planlægning.

Skulle man overveje en modificering af systemet ?

Meget kompetent og hurtig behandling af såret finger
Stor omsorg for vores bekymringer fra personalet

Man får ikke hjælp. Eller bliver taget seriøst, selv hvis man græder af smerte. Du kan ringe akut flere gange, men så skal du ringe 1813, egen læge, sygeplejerske.
Føler mig helt svigtet.
De slukker opkaldet ud af det blå og bare gentager hvad de siger.

Alletiders god oplevelse på Bornholms Hospital (som forventet)
Bliver modtaget med et smil og modtaget af kompetent personale.
Bliver informeret om operationen om hvad der skal ske.
Og hvad jeg skal gøre og holde øje med når jeg kommer hjem.
Stor ros hele personalet herfra

For få måneder siden stillede jeg mig på en kontorstol en torsdag aften for at vande en plante på mit garderobeskab. Kontorstolen stak af under mig og mit meget hurtige fald inkluderede en arm, der endte under brystet, mens albuen blev klemt ind mod skabet i faldet. Det resulterede i et gyseragtigt brud på underarmsknoglerne ved håndleddet, hvor hånden efterfølgende sad skræmmende forkert. Jeg skreg over synet og ringede 112.

Under 5 min. senere holdt en Falck-mand foran min dør. 5 min. senere igen var vi ved akutmodtagelsen. 112 havde allerede informeret dem, så da vi trådte ind ad skydedøren rejste receptionisten sig og sagde "Vi er klar til dig, du skal bare lige rundt om hjørnet her," og så blev jeg vist ind.

Jeg blev røntgenfotograferet, og personalet forsøgte manuelt at sætte knoglerne på plads igen. Det var pænt skræmmende, ikke mindst fordi det involverede at én sygeplejerske trak i min skulder mens en anden trak i min hånd for at få knoglerne tilbage hvor de burde være, men morfin, åndedrætsøvelser og ekstremt sødt personale hjalp enormt.

Plejerne var søde, portøren var sød, radiologen var sød, og der var plads til humor. Jeg var også lidt fjollet og chatty pga. morfinen og chokket, men det havde ingen noget problem med.

Jeg fik sat noget nymodens "gips" på (noget træspåne-baseret hurlumhej, der blev varmet op, så det blev blødt) sammen med forbindinger. Jeg fik også før- og efter-røntgenbilleder printet ud.

Jeg fik at vide, at billederne skulle kigges efter for at afgøre, om der var brug for operation. Det ville først være besvaret næste morgen, så jeg blev tilbudt at overnatte eller få en pose morfin med hjem og komme tilbage næste morgen kl. 8:30. Jeg skulle faste.

Jeg valgte at tage hjem, da jeg har kat, og jeg ville sikre mig, at han var udstyret til at klare sig, hvis jeg nu skulle indlægges til operation.

Dagen efter blev jeg modtaget med nyheden om at der allerede var booket tid til operation om formiddagen, så jeg blev indlagt. Jeg var skrevet ind på en stue med to ældre herrer, men sygeplejersken, som tog imod mig, havde noteret sig, at jeg tager medicin mod angst, så hun spurgte om jeg hellere ville være på en enestue. Jeg takkede ja. Jeg ville ikke selv have efterspurgt det - sådan fungerer jeg ikke - men hold op, hvor er jeg taknemmelig for at hun havde overskuddet, overblikket og snarrådigheden til at tilbyde det. Og at der var kapacitet til det. Det betød virkelig meget for hele opholdet.

Jeg blev flyttet, og en times tid efter fik jeg besøg af kirurgen, som anbefalede operationen, og forklarede, hvad der skulle ske. Jeg kunne jo godt selv se på røntgenbillederne, at det stadig var pænt rodet derinde. Han ville skære op i underarmen, rykke sener til side, rydde op i bruddet og skrue en skinne på den tykke af de to underarmsknogler. Jeg skulle i fuld narkose.

Jeg har aldrig været opereret før, så det var i sig selv ret angstprovokerende, og det hjælper selvfølgelig ikke, at jeg i forvejen kæmper med angst. Efter at have haft en smertefuld nat til at overveje konsekvensen af at miste førligheden i min hånd, var jeg også pænt angst for at der skulle gå noget galt.

Der gik et par timer før operationen fandt sted, så jeg havde tid til at ringe og chatte, og jeg kunne snakke med personalet om hvad der skulle ske. Fik blandt andet at vide, at jeg næppe ville kunne huske noget fra efter at blive kørt til operationsstuen, og at det godt kunne være lidt forvirrende, når man vågner fra narkosen.

Det er jo en god information, og jeg kan sagtens forestille mig, at jeg selv kunne gå i let panik, hvis jeg vågnede på den måde. Jeg husker dog det meste. Jeg husker at gå derind, at blive instrueret i at lægge mig til rette, hvordan jeg skulle lægge armen. Jeg husker at få lagt drop og få maske på. Jeg husker én af personalet sige noget til narkoselægen om fentanyl. Jeg husker at blive instrueret i at trække vejret, fordi jeg var ved at få et angstanfald. Jeg husker også, at samme kvinde, som nævnte fentanyl, advarede narkoselægen om en meget høj puls. Jeg halvråbte inde fra bag masken, at det var okay, det var bare et angstanfald, og så forsvandt jeg kort efter.

Så vågnede jeg, og alt var gået godt. Jeg røg til opvågning. Igen sødt intensivpersonale. Blødte igennem min forbinding, mine fingre sov, og jeg kløede frygteligt (har senere fundet ud af, at det gør morfin ved mig), så de blev enige om at beholde mig natten over.

Jeg blev en ekstra nat på min enestue, fik udarbejdet en plan for morfin og anden medicin, og blev sendt hjem med klare instrukser og medicin til de næste dage. En ergoterapeut (Susanne, pissesød) var booket til næste uge.

Det var så professionelt og omsorgsfuldt. Jeg kan ikke forestille mig en meget bedre behandling. Jeg er så taknemmelig for personalet under hele forløbet. Og for at være borger her på Bornholm. Jeg er tryg her nu. Tak.