Nfsygehus Arvostelua 

Tusind tak til Ortopædkirurgs afdeling - to nye hofter og to positive oplevelser med dygtige - dedikerede og omsorgsfulde medarbejdere - lige fra dem der hentede mig - operations personalet - de frivillige der kom med kaffe - fyssen og ikke mindst jer på afdelingen. Jeg høre normalt til i Region H, men af forskellige årsager endte min første operation på Nykøbing - anden gang valgte jeg aktivt læge Hassan og hans team til. Det har jeg ikke fortrudt - er SÅ taknemmelig 🙏

Vi fik lov til at vente utroligt lang tid. Der var 4 på skadestuen da vi kom, og nu er der 11 det er kommet ind til behandling indtil videre. Vi venter stadigvæk med en flænge i armen som skal sys….
Der er ingen systematik i hvem der bliver behandlet først. Hverken efter alder, omfanget af skade….
Når vi på et tidspunkt bliver de sidste på skadestuen, går personalet sgu nok hjem og efterlader os….
Find et andet sted

Efter at min 3 årige datter faldt og brækkede underarmen og skulle opereres dagen efter mødte vi det mest kompetente personale på børneafdelingen, narkoselægen og kirurg.
Den måde de mødte min datter på da hun skulle i narkose var det mest profesionelle jeg nogensinde har oplevet.
Tak til jer alle og for at passe så godt på vores datter.

En meget utryg oplevelse i akutmodtagelsen

Jeg mødte op på Nykøbing Falster Sygehus den 4. juli 2026 omkring kl. 10.30, fordi jeg pludselig ikke kunne gå på mit ene ben.

Mens jeg sad i venteværelset ved akutmodtagelsen, ankom en ældre person med en synlig skade i hovedet. Personen virkede meget dårlig og havde et fjernt blik. De personer, der var kommet sammen med vedkommende, talte med receptionen og forlod derefter stedet.

Efter cirka ti minutter begyndte personen at få kraftige kramper, skumme om munden og bløde fra hovedet igen. Personen sad kun få meter fra receptionen, og jeg forventede derfor, at der hurtigt ville blive tilkaldt hjælp.

Jeg oplevede, at medarbejderen i receptionen kiggede ud mod personen, men derefter fortsatte ved computeren. Da der stadig ikke skete noget, rejste jeg mig, åbnede lågen ved receptionen og sagde, at personen havde akut brug for hjælp. Jeg fik svaret: “Jeg har set det”, hvorefter lågen blev lukket igen.

Kort efter faldt personen ned fra stolen. Først derefter blev der tilkaldt hjælp, og flere sygeplejersker og reddere kom hurtigt til og fik personen over på en seng.

Oplevelsen gjorde mig meget utryg, og jeg fortalte receptionisten, at jeg ikke længere havde lyst til at blive behandlet på sygehuset. Jeg fik at vide, at de gerne ville undersøge mit knæ, men at det ville blive skrevet, at jeg nægtede behandling, hvis jeg gik.

Da jeg spurgte, om jeg i stedet kunne gå til min egen læge, fik jeg svaret: “Jeg er heller ikke læge.”

Jeg ved naturligvis ikke, hvad der foregik bag kulisserne, eller hvilke oplysninger personalet allerede havde. Jeg beskriver alene det, jeg selv så og oplevede i venteværelset. For mig var det en meget utryg og ikke særlig betryggende oplevelse.

Jeg mener, at den medarbejder, der sidder i receptionen med fuldt udsyn over venteværelset, bør være i stand til hurtigt at reagere og tilkalde sundhedsfagligt personale, når en patient tydeligt bliver akut dårlig.

Super søde og competente personaler. Vi kom hurtigt til og serviceniveauet var super højt på mave/tarm afdelingen, rød gang, hvor vi skulle til 💪🙂
Tak til aftenholdet 🙏

Har aldrig oplevet så meget ventetid det en ren skandale

Jeg fik en voldsom forvridning af mit knæ i går og henvendte mig til lægevagten der henviste mig til Sjællands universitetshospital, Nykøbing F.
Blev kaldt ind, kort undersøgelse, røntgen, vente på læge der skulle se billeder. Blev kaldt ind igen og her starter hele missæren.
Bliver undersøgt af en der ikke lytter til hvad jeg siger, jeg er bare skade nr. hvad ved jeg der skal ud af vagten igen, er det oplevelse jeg får. Ingen spørgsmål ingen ønske om uddybning, blot tryk og hiv. Jeg måtter flere gange sige, når det ikke var en del af undersøgelsen: du skal ikke hive i mig jeg skal nok selv lægge benet ned, og alligevel hev han for at lægge benet ned, indtil jeg sagde meget meget tydeligt. Så skulle jeg vende mig på maven, derefter undersøgte han mit raske ben istedet for det skadede. Jeg sagde det til ham, han lyttede ikke, var på vej ud af døren og sagde noget om ikke smerte. Måtte højere kalde ham tilbage og sige: Jeg sagde til dig du undersøgte det raske ben, det er det andet ben der er skadet, og så undersøgte han først det skadede ben fra bagsiden. Han lyttede ikke til når jeg fortalte hvor smertefuldt det var, trods jeg sagde at jeg har brækket ryggen, lider af kroniske smerter men det her, det overgår det og jeg græd i tlf. i morges da jeg ringede til natlægen. Jeg er sådan en der aldrig gå til lægen og da slet ikke til sygehuset, hvis ikke det er virkelig virkelig virkelig nødvendigt.
Han gik ud og hentede en kvindelig læge og begyndte at fortælle om min skade på en måde jeg slet ikke kunne genkende, det var i hvert fald ikke det jeg havde sagt, og det var ikke fordi det var fagsprog. Fx sagde han lidt muskulære smerter, mens han pegede på siderne af mit underben. Jeg har ingen muskulære smerter, jeg ved udmærket hvordan sådanne føles. Jeg havde fortalt ham at når jeg havde bevæget mig fik jeg stærke smerter ned over skinnebenet som endte på indersiden af anklen og op langs baglåret op ind i ballen. Det blev til lidt muskulære smerter på ydersiden af skinnebenet. Og det blev ved, jeg måtte korrigere ham flere gange og sige: Nej det er ikke sådan, det er sådan.
De informerede mig ikke om noget, gik bare igen og sagde på vej ud af døren at han lige skulle ringen til nogen og så lå jeg der. Efter lang tid kom han igen, med munden fuld af kage og sagde at jeg skulle have bind på, krykker og morfin. Og så lå jeg der igen, da han kom næste gang måtte jeg sige og hvad skal jeg så, hvem giver mig bind på, hvornår kan jeg være frisk igen, hvordan forholder jeg mig, hvad skal jeg gøre og ikke gøre og hvad hvis. Ingen information kom fra dem. Det var helt ekstremt dårligt, seriøst.
Så kom der en sur sygeplejerske og bandt benet ind og forslog at jeg fik et knæbind fra apoteket, det var bedre og der lå også recept på morfin. Jeg sagde overrasket, da jeg ikke kan gå og ikke må støtte på benet og skal gå med krykker i 3 uger, skal jeg så gå på apoteket nu? Hendes svar var surt, at så måtte jeg tage en taxa, nu måtte jeg tilpasse mig mit knæ. Jeg ved ikke hvad hun tjener, men tydligevis mere end min senior pension, jeg har da ikke råd til at taxaen den rundt i byen og hvor er det dog nedværdigende og dybt dybt respektløst. Hun fortalte mig også at jeg ikke måtte lave havearbejder, og jeg kan altså knapt nok komme ud af sofaen og bevæge mig hen over gulvet, og da næsten slet ikke komme på toilettet der ligger på 1 sal uden jeg tuder af smerter.
Undskyld mig, men de er altså helt væk fra vinduet på Nykøbing F sygehus. Det var rædselsfuldt og jeg var psykisk grædefærdig hele vejen hjem, følte mig så meget ikke set, ikke hørt, ikke respekteret og sidst men ikke mindst, ikke taget alvorligt.
Når lægen så konkludere at det nok er nogle sener der er lidt beskadiget tænker jeg: Hvor ved han det fra, røntgen viser kun knogler og fast struktur og han lytter ikke til hvad jeg siger, gætter han? For hvis det "nok er", så er det tilsyneladende ikke noget han ved og ikke noget han har tænkt sig at undersøge.
Hvis det viser sig at mit knæ er mere skadet og det får konsekvenser for mit fremtidig liv, så sagsøger jeg dem for den behandling.
Sørg for guds skyld for at komme til skade i en anden region, så du ikke skal til Nykøbing F